Lars Søndergård

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmailFacebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Psychiatrist Lars Søndergård

Styrelsen for Patientsikkerhed

Kritik i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring – speciallæge Lars Søndergård (autID 00Q0K)

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere speciallæge i psykiatri Lars Søndergård (autID 00Q0K) i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 7. juli 2015 til Center <****> vedrørende <****>, da speciallægen har overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere, at speciallæge i psykiatri Lars Søndergård (autID 00Q0K) har videregivet oplysninger til Center <****> om <****> den 7. juli 2015, da speciallægen ikke har overtrådt sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 2, nr. 1.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At speciallæge i psykiatri Lars Søndergård ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved udfærdigelse af erklæring af 7. juli 2015 vedrørende <****> til Center <****>.

Klager har anført, at det var forkert af speciallægen at vurdere, at <****> havde Folie à deux samt DZ63.0 Problemer med forhold til ægtefælle eller partner.

2. At speciallæge i psykiatri Lars Søndergård overtrådte sin tavshedspligt ved at videregive helbredsoplysninger om <****> i sin erklæring af 7. juli 2015 til Center <****>.

Klager har anført, at de to forkerte diagnoser Folie à deux samt DZ63.0 blev videregivet til jobcentret.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i erklæringen og journalen.

Begrundelse for afgørelse af 1. klagepunkt

Den 9. juni 2015 var 55-årige <****> til undersøgelse hos speciallæge i psykiatri Lars Søndergård med henblik på udfærdigelse af en speciallægeerklæring på anmodning fra Center <****> til brug for en sygedagpengesag.

Det fremgår af anmodningen fra jobcentret af 21. maj 2015, at man ønskede en psykiatrisk speciallægeerklæring/second opinion med henblik på belysning af <****>s personlighedsstruktur, dertil en diagnostisk udredning for mulig depression samt en stillingtagen til, hvorvidt der var yderligere behandlingsmuligheder i forhold til de psykiske problemer. Der blev videre anmodet om diagnoser i forhold til det psykiske, og en vurdering af, hvad sværhedsgraden var af de psykiske lidelser.

Center <****> anførte i anmodningen, at <****> havde været sygemeldt siden den 10. oktober 2012 på grund af fysiske gener i knæ/ben/ankel grundet flere arbejdsskader samt psykiske problemer grundet mangeårige belastninger/mobninger på tidligere arbejdspladser. En psykiater havde stillet diagnosen PTSD. Siden foråret 2014 havde <****> haft maveproblemer efter galdeblærebetændelse/galdestensanfald, hvor han blev opereret og hvor der skete fejl under operationen, hvorved han efterfølgende måtte opereres for brok. Han oplevede efterfølgende fortsat mavesmerter. <****> oplevede sig selv som trist, opgivende, irritabel og han havde kognitive problemer i form af blandt andet problemer med at huske, svært ved at lære nye ting, problemer med at koncentrere sig m.m. <****> havde videre selvmordsovervejelser. <****> gik aktuelt i behandling ved en psykiater.

Speciallæge Lars Søndergård udfærdigede erklæringen den 7. juli 2015. Det fremgår af erklæringen, at den blev udfærdiget på baggrund af Lars Søndergårds undersøgelse af <****> den 9. juni 2015. Ved undersøgelsen deltog <****>s kone. Ved undersøgelsen havde speciallæge Lars Søndergård følgende dokumenter til rådighed; lægejournal fra praktiserende læge, journaloplysninger fra et sygehus, statusattester fra praktiserende læge af 4. februar, 11. april og 23. oktober 2013, generel helbredsattest fra praktiserende læge af 5. februar 2015, udtalelser fra lægekonsulent af 8. juli 2013, erklæring fra speciallæge i psykiatri af 25. februar og 28. oktober 2014, samt 13. januar 2015. Neuropsykologisk undersøgelse af 17. april 2015, skrivelse fra ægteparret til Arbejdsskadestyrelsen af 7. maj 2015, skrivelse fra ægteparret om anmodning om møde med rehabiliteringsteam af 19. maj 2015 og endeligt anmodningen fra Center <****>.

<****> og hans kone havde dertil medbragt dokumenter omhandlende notater af 13. juni 2002 om arbejdsmiljøet på et rensningsanlæg og udklip fra en avis af 30. marts 2012.

Speciallæge Lars Søndergård anførte indledningsvist i sin erklæring, at undersøgelsen af <****> var blevet betydeligt vanskeliggjort af hans kone, som havde deltaget højrøstet, havde afbrudt og indtaget en styrende position i forhold til sin mand under det meste af undersøgelsen.

Det fremgår af erklæringen, at <****> var uddannet elektriker, men efter et års tid i arbejde havde han valgt at rejse jorden rundt. Fra 1986 tog han uddannelse til redder, mens han arbejdede hos Falck, og han forsatte efter sin uddannelse i Falck indtil 1999. Derefter blev han ansat på et rensningsanlæg, hvor han fortsatte indtil 2007, hvor han som følge af kommunesammenlægningen blev overflyttet til et hjælpemiddeldepot. <****> blev opsagt i 2011 fra hjælpemiddeldepotet og havde siden været arbejdsledig.

Under afsnittet ”aktuelle sociale situation” anførte speciallæge Lars Søndergård, at <****>s parforhold til sin kone var belastet af ægtefællernes samlede problemer.

Under afsnittet ”nuværende” anførte speciallægen, at <****> oplyste, at hvis det ikke var for hans kone, så ville han helt have givet op, og at det var konen, som holdt ham i live. <****> oplyste videre, at han havde svært ved at finde glæde ved noget og han havde mistet interessen for det, han plejede at være glad for, eksempelvis sin veteranbil. Han havde svært ved at finde energi til noget og fik ikke rørt sig så meget. <****> følte sig magtesløs og han tænkte, at det var meningsløst at kommunen skadede mennesker på den måde, som de havde overfor ham og hans kone. Han følte, at han havde brug for ro i nogen tid, idet han oplevede, at hele hans verden var styrtet i grus. Hans hoved skulle fungere først, og han skulle have oprejsning, før han kunne tænke på fremtiden. Det var <****>s ønske, at der skulle være nogen som anerkendte, at han havde fået det dårligt på grund af det, kommunen havde budt ham.

Til afsnittet ”objektivt psykisk” anførte speciallægen, at <****> var bevidsthedsklar og orienteret, at han var normalt begavet og besad almindelige skolekundskaber. Speciallægen vurderede, at <****> tidsvis kunne korrigere de oplysninger, hans ægtefælle kom med under samtalen, og han frembød ingen selvbebrejdelser eller selvforringende tanker. Tankegangen var i øvrigt samlet og uden tegn på formelle tankeforstyrrelser. Speciallægen vurderede videre, at <****> i nogen grad var nærtagende og ærekær, og han havde ingen sikre vrangforestillinger. Han forekom ikke at være svært personlighedsforstyrret eller overdrevent optaget af forestillinger om legemlige lidelser. Endeligt blev det vurderet, at <****> havde nedsat koncentration og hukommelse, og en svækket indlæringskapacitet.

Det fremgår af erklæringens konklusion, at speciallæge Lars Søndergård vurderede, at <****> havde oplevet sig psykisk belastet af samarbejdsvanskeligheder i arbejdslivet samt i privatlivet. Det blev videre anført, at hans kone tilsvarende var psykisk belastet, og at <****>s tilstand ikke kunne vurderes isoleret fra ægtefællens. Speciallægen påpegede, at den adfærd, som <****>s ægtefælle havde udvist ved undersøgelsen, havde betydet, at undersøgelsens gyldighedsområde var væsentligt forringet. Speciallæge Lars Søndergård mente ikke, at der var holdepunkter for en egentligt PTSD-diagnose, og tilstanden kunne bedst karakteriseres som en længevarende belastningsreaktion, uden en egentlig depressionsdiagnose. Speciallægen anførte endeligt, at visse af de udsagn, som blev fremsat af især ægtefællen omkring forfølgelse, overgreb og inddragelse af diverse klageinstanser og presse, og som <****> i nogen grad samtykkede i, kunne vække mistanke om at afsmittende mekanismer forelå (folie à deux).

Ved afsnittet ”prognose” anførte speciallæge Lars Søndergård, at <****> ikke havde nogen alvorlig sindslidelse, og prognosen for hans tilstand måtte således anses for at være god, hvilket blev begrundet med at han gennem mange år havde været arbejdsstabil, samvittighedsfuld og præget af arbejdsidentitet. Speciallægen mente dog, at der var behov for skånehensyn i form af gennemskuelige, afgrænsede arbejdsopgaver i et trygt og anerkendende arbejdsmiljø.

Speciallægen anførte sluttelig diagnoserne DF43.21 Depressiv reaktion, længerevarende, DR52.2A Kroniske smerter uden nærmere specifikation og sidst DZ63.0 Problem med forholdet til ægtefælle eller partner.

Speciallæge Lars Søndergård har i sin udtalelse til sagen anført, at han ikke har foretaget nogen psykiatrisk vurdering endsige diagnosticering af <****>s kone, og at speciallægen ikke havde kendskab til hendes psykiske tilstand udover det, som hun selv og <****> oplyste ved undersøgelsen den 9. juni 2015. Det er videre anført, at den kliniske mistanke om folie à deux (ICD-diagnose DF24 Induceret paranoid psykose) knyttede sig til <****>s psykiske tilstand og ikke hans kone.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at DF24 Induceret paranoid psykose/Folie á deux er en tilstand, hvor en psykotisk persons vrangforestillinger deles af en nærtstående person. Hvis den nærtstående adskilles fra den psykotiske person forsvinder vrangforestillingerne hos den nærtstående, der således ikke kan betegnes som psykotisk. Diagnosen forudsætter således en psykose hos en anden person end en selv.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at speciallæge Lars Søndergård ikke stillede diagnosen DF24 Induceret paranoid psykose, men havde en mistanke herom.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det fremgår af § 4 i bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer m.v., at lægen ved afgivelse af lægeerklæringer nøje skal iagttage, at han ikke afgiver erklæringer om sygdomme eller forhold, som han ikke har fornødent lægeligt kendskab til.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det ikke var relevant af speciallæge Lars Søndergård at beskrive sine overvejelser om, hvorvidt der var tale om DF24 Induceret paranoid psykose, idet det forudsætter, at <****> har en nærtstående person som er psykotisk.

Disciplinærnævnet har hertil lagt vægt på, at nævnet, ved afgørelsen truffet på nævnsmødet den 17. juni 2016 vedrørende <****>s kone, ikke fandt, at der var det fornødne faglige grundlag for at mistænke diagnosen DF24 Induceret paranoid psykose vedrørende hende, idet speciallægen ikke havde haft hende til undersøgelse.

Det er endvidere disciplinærnævnets vurdering, at diagnosen DZ63.0 Problem med forholdet til ægtefælle eller partner ikke var tilstrækkeligt underbygget, idet speciallæge Lars Søndergård ligeledes havde nævnt i sin erklæring, at <****> overfor speciallægen havde oplyst, at hvis det ikke var for hans kone, så ville han helt have givet op, og at det var konen som holdt ham i live.

Det er endeligt disciplinærnævnets vurdering, at speciallæge Lars Søndergård ikke på relevant og tilstrækkelig vis begrundede erklæringens konklusion og <****>s prognose, idet det ikke fremgår, at speciallægen havde inddraget resultatet af den neuropsykologiske undersøgelse der havde fundet sted i april 2015, hvor det blev konkluderet, at <****> havde kognitive begrænsninger af middelsvær til svær karakter. Speciallægen havde videre ikke taget hensyn til, at tidligere behandling hos psykiater og psykolog ikke havde haft effekt, og at tilstanden havde varet i flere år.

Disciplinærnævnet kan i denne forbindelse oplyse, at belastningsreaktioner normalt ikke varer længere end to år, men i situationer, hvor der er tale om vedvarende belastning over længere tid, kan tilstanden blive kronisk.

Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at speciallæge Lars Søndergård ikke handlede med omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af erklæring af 7. juli 2015 til Center <****> vedrørende <****>.

Begrundelse for afgørelse af 2. klagepunkt

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedsloven § 40, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. En læge kan dog i henhold til § 43, stk. 1, videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af § 44, stk. 1.

I forbindelse med <****>s sygedagpengesag anmodede Center <****> om en speciallægeerklæring, blandt andet for at få oplyst om diagnoser i forhold til det psykiske, og en vurdering af, hvad sværhedsgraden var af de psykiske lidelser.

Det fremgår ikke af anmodningen, om <****> havde givet samtykke til videregivelse af oplysninger om ham.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det fremgår af § 11 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at en myndighed efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, kan forlange at blandt andre sygehuse, læger, psykologer og autoriserede sundhedspersoner og personer, der handler på disses ansvar, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at det påhviler den myndighed, der anmoder om helbredsoplysninger i henhold til retssikkerhedslovens § 11 a, forinden anmodningen at indhente borgerens samtykke hertil.

Det er således disciplinærnævnets opfattelse, at speciallæge Lars Søndergård, da han modtog anmodningen fra Center <****>, måtte forstå, at han var forpligtet til at videregive de ønskede oplysninger, og at han kunne gå ud fra, at man fra de sociale myndigheders side havde foretaget det fornødne, herunder indhentet et samtykke fra <****> til, at lægen kunne videregive de pågældende oplysninger.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at idet speciallæge Lars Søndergård anførte de diagnoser som han både mistænkte og vurderede <****> havde, videregav han ikke oplysninger som der ikke var anmodet om. Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at oplysninger måtte anses for væsentlige for Center <****>s sagsbehandling.

Disciplinærnævnet finder således, at speciallæge Lars Søndergård var berettiget til den 7. juli 2015 at videregive de pågældende oplysninger om <****> til Center <****>, og at han derved ikke handlede i strid med sundhedsloven.

Offentliggørelse

Disciplinærnævnet (tidligere Patientklagenævnet) har inden for de sidste 5 år tildelt kritik til speciallæge Lars Søndergård i sine 4 afgørelser af den 25. november 2015.

Denne afgørelse vil derfor i medfør af klage- og erstatningslovens § 17 og § 3, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- sager på sundhedsområdet blive offentliggjort på

www.sundhed.dk

og
www.stps.dk

med angivelse af titel, navn og autorisationsID/fødselsdato. Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Disciplinærnævnets og Patientklagenævnets 4 afgørelser af den 25. november 2015 også omfattet af offentliggørelsesordningen.

ooo00ooo

Kommentarer fra advokat <****> på vegne af Lars Søndergård af den 17. marts 2016 og den 17. maj 2016 er indgået i disciplinærnævnets vurdering af sagen.

Lovgrundlag

Ordlyden af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet blev ikke ændret, da Patientombuddet blev en del af Styrelsen for Patientsikkerhed den 8. oktober 2015. Derfor refereres der i nedenstående lovgrundlag fortsat til Patientombuddet. De kompetencer, der hørte under Patientombuddet, tilkommer nu Styrelsen for Patientsikkerhed.

Bekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

§ 20, stk. 1: En autoriseret sundhedsperson skal ved udfærdigelse af erklæringer, som vedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson, udvise omhu og uhildethed.

Stk. 2. En autoriseret sundhedsperson er forpligtet til på begæring fra en offentlig myndighed i det efter formålet fornødne omfang at afgive erklæring til offentlig brug om de sundhedsfaglige iagttagelser, som den pågældende er i stand til at give oplysning om, vedrørende en af vedkommende undersøgt, behandlet eller plejet person, der søger eller får offentlige økonomiske ydelser eller anden offentlig hjælp. Samme pligt påhviler sygehuse og lignende institutioner.

Bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer mv.:

§ 1. Denne bekendtgørelse gælder for erklæringer om patienters helbredsforhold udstedt af autoriserede sundhedspersoner.

Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder ikke for epikriser (udskrivningsbreve) og lignende, ligesom udtalelser, der ikke er baseret på sundhedspersonens egen patientundersøgelse, -behandling m.v. (administrative udtalelser), ikke er omfattet.

§ 2. Ved erklæring forstås i denne bekendtgørelse en skriftlig udtalelse fra en sundhedsperson om enten en patients helbred eller årsagen til en patients død, og som er bestemt til at finde anvendelse i privat- eller offentligretlige retsforhold.

§ 3. En erklæring kan udstedes på papir, elektronisk eller andet læsbart medie. Hvis en lovbestemt blanket foreligger, skal denne benyttes.

§ 4. En sundhedsperson må ikke afgive erklæringer om sygdomme eller forhold, som vedkommende ikke har fornødent fagligt kendskab til.

§ 5. En erklæring skal indeholde oplysninger om:

1) Patientens navn, personnummer og adresse.

2) Sundhedspersonens navn, autorisationsID, virksomhedsadresse og uddannelse (herunder eventuelle speciallægetitel).

3) Hvilke oplysninger i erklæringen der beror på sundhedspersonens egen undersøgelse af patienten, og hvilke der stammer fra patienten selv, tredjemand eller patientjournaler m.v.

4) Hvorvidt patienten sædvanligvis benytter den sundhedsperson (f.eks. læge eller tandlæge), der har udfærdiget erklæringen.

Stk. 2. Sundhedspersonen skal anføre sin vurdering af patienten og medtage de forhold i erklæringen, som sundhedspersonen finder relevant for at kunne opfylde formålet med erklæring.

Stk. 3. Erklæringen skal være dateret og forsynet med sundhedspersonens underskrift eller på anden måde entydigt kunne henføres til sundhedspersonen.

§ 6. Ved anvendelse af lovbestemte blanketter og standardiserede attest-blanketter, der er aftalt mellem involverede parter, er det tilstrækkeligt, at en erklæring indeholder de i blanketten forlangte oplysninger, og bestemmelserne i § 5 skal således ikke iagttages.

§ 7. I erklæringer, der udstedes til brug for personer, myndigheder eller institutioner, der ikke kan forudsættes at være i besiddelse af sundhedsfaglig viden, skal der så vidt muligt benyttes danske eller almindeligt accepterede betegnelser for sygdomme og anatomiske forhold m.m.

§ 8. Sundhedspersonen skal efter undersøgelse af den pågældende patient udfærdige erklæringen uden unødigt ophold. I tilfælde, hvor en erklæring udfærdiges på baggrund af oplysninger, som sundhedspersonen er i besiddelse af ved modtagelsen af anmodningen om at afgive en erklæring, skal erklæringen udfærdiges inden for rimelig tid, efter at anmodningen er modtaget.

Stk. 2. Anmoder en offentlig myndighed om en erklæring vedrørende en af sundhedspersonens patienter til brug for myndighedens vurdering af, om og i givet fald i hvilket omfang, den pågældende er berettiget til pension eller anden offentlig hjælp, skal sundhedspersonens erklæring sendes til den offentlige myndighed hurtigst muligt og senest 8 uger efter, at sundhedspersonen har modtaget anmodningen.

§ 9. Overtrædelse af bekendtgørelsens § 4, § 5 og § 8, straffes med bøde.

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2011.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 angaaende almindelige Regler for Afgivelse af Lægeerklæringer.

Bekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 af sundhedsloven:

§ 40, stk. 1: En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige op-lysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 43, stk. 1: Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.

Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget. Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.

§ 44, stk. 1. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.